Hæv din CTR i SERP

Sådan får du flere klik på dit resultat i søgemaskinerne

Et virkeligt overset område af konverteringsoptimering (okay ... det er jo egentligt en del af SEO arbejdet, men er jo en art konverteringsoptimering) er at få flere til at klikke på dit søgeresultat ude i Google. Lad os lige starte med hvorfor du skal gøre det.

Vi antager, du har en webshop, der sælger hundefoder og er godt positioneret, når folk søger efter "økologisk hundefoder". Dit resultat danser sådan mellem nr. 2 og 4.

Lad os antage, der er 200 søgninger om dagen på "økologisk hundefoder". Og ca. 10% klikker på dit resultat. Det vil sige, du får 20 besøgende om dagen fra Google på netop den søgning og man siger, du har en CTR på 10%.

Men hvad nu hvis du kunne få en CTR på 20%? Det ville give dig 40 besøgende om dagen... eller et løft på 7300 besøgende mere om året. Ikke ringe, vel?

Og lad os være ærlige... selv med en CTR på 15% vil det være sjovt.

Men der er en ekstra bonus udover de 7300 flere besøgende årligt:

Når din CTR stiger, så vil Google vurdere din side til at være af højere værdi end de sider over dig. Det betyder, du langsomt vil kravle opad og få endnu flere besøgende... så det er meget sandsynligt, at en CTR på 20% i tilfældet her ikke bare vil give dig 7300 flere besøgende årligt, men reelt nok snarere 10.000.

Det er alt sammen selvfølgelig et tænkt eksempel, men jeg har set det gennemført gang på gang, så det er slet ikke urealistisk.

Hvad skal der til for at øge sin CTR?

Der er forskellige teknikker, du kan bruge for at få en højere CTR. Vigtigt er det dog at bemærke, at når du ændre på din title og meta description, så risikerer du også, at ændre ved dine placeringer. Så sørg for, at du ikke piller for meget ved dine primære søgeord. Og ligger du allerede på 1. pladsen, så skal du gå varsomt med at ændre i det. »If it ain't broken – don't fix it!«

Men lad os komme i gang med dét, det virkeligt handler om.

Tal – en sikker vinder

Når brugerne har søgt efter noget, så skimmer der resultatet. Det er blevet fyldt med annoncer og AI forslag og rich snippets og halløj. Så det er virkeligt med at prøve at skille sig ud. Og her har tal vist sig at være gode.

Du kan f.eks. skrive "Økologisk hundefoder – 18 forskellige slags øko hundefoder".

Du kan også bruge årstal, alder, priser, størrelser etc. Et trøjenummer, hvis du skriver om en fodboldspiller f.eks. Tænk tal... tal får altid mere opmærksomhed.

Aktualitet

Folk vil gerne have det nyeste resultat. Så hvis du skriver "Den store guide til valg af hundefoder (opdateret efterår 2025)", så får du både aktualitet og et tal proppet ind.

Bliver din side crawlet ofte, kan du skrive "marts 2025", men jeg vil ikke anbefale det. Hold dig til årstal eller kombinationen med "sæson og årstal".

Emojis og tegn

Ind imellem får man stadig emojis med i sine snippets. Men du skal for guds skyld ikke overgøre det. Men afprøv det fra tid til anden. Her kan du se én på søgningen "Gorm Topholt".

Screendump af snippet med emoji

Call to action

Det er virkeligt så basic, som det kan være, men du er nødt til det. Skrive "Klik her for at læse mere", "Se hele oversigten her" eller "Køb den her" eller "Bestil økologisk hundefoder her".

Unique selling point

Hvad kan du, som dine konkurrenter ikke kan? I kampen mod Temu, så er det jo oplagt at skrive f.eks. "Dansk webshop" eller "Levering på 1-3 dage".

Det kan også være, du har 100 dages returret, er officiel forhandler, har ressourcer til fri download eller andet. Men et eller andet må du være bedre til end dine konkurrenter (eller blot de søgeresultater, du konkurrerer med).

Hvad kan din kunde / bruger få ud af det?

Hvis du f.eks. sælger et online kursus i stresshåndtering, så kan du skrive "Få ro i sjælen på 14 dage" eller "Få mere overskud". Sørg for at understrege, hvad gevinsten er ved at klikke på dit link.

Har du f.eks. en side om overvægt, kan du skrive "beregn dit BMI her" eller "få en gratis kostplan". Der skal være et eller andet, der gør, at brugeren godt kan se fordelen ved at klikke på netop dit resultat.

Pile og andre specialtegn

Det her går lidt i tråd med emojis. Min erfaring er blot, at det er nemmere at få de her specialtegn med end det er at få emojis med.

Det er alt fra &-tegn til → og den slags. Du kan se et eksempel her:

Screendump af snippet med specialtegn

Hvordan ser du, om det virker?

Her skal du have fat i Google Search Console. I Google Search Console under rapporten Effektivitet kan du se din CTR. Her kan du også sammenligne perioder.

Men desværre ved man aldrig helt, hvornår ens snippet ændrer sig, så du skal selv holde øje med den slags. Det er svært at gøre på enkeltside niveau. Men så må man tage hele siden eller fokusere på nogle få sider, som man arbejder aktivt med.